28. august 2014

Indbydelse til gæstedag i net-I-værk Aalborg

Kom som gæst i Krifa Erhvervs netværksgruppe i Aalborg. Gratis og uforpligtende.

Netværksmødet er onsdag den 17. september kl. 8-10 hos Kristelig Fagbevægelse, Gasværksvej 4, 3. sal, 9000 Aalborg.

Program
Du får et minut til at præsentere din virksomhed. Der vil være et indlæg om tankerne bag networking ved Sarah Kruse, og erhvervsmand Kim Christensen vil holde et spændende foredrag med overskriften ”Succeshistorie i erhvervslivet” .

Vi begynder med en let morgenbuffet.

Gratis og tage en ven med
Deltagelsen er gratis og uforpligtende. Du må gerne tage en ven med, som også er selvstændig erhvervsdrivende.

Tag dit visitkort med og del ud, så I nemt kan kontakte hinanden efter gæstedagen.

Tilmelding
Tilmeld dig her senest den 14. september 2014. Husk også at tilmelde din ven.

Du kan læse mere om net-I-værk.

Vi håber, at du har lyst til at deltage.

Erik Nielsen, afdelingschef og tovholder for net-I-værk Aalborg
Skriv kommentar » Læs mere…

22. august 2014

Professionel networking via sociale medier

Den 4. september holder Morten Vium foredrag om professionel networking via sociale medier. Arrangementet afholdes både i Randers og online som webinar.

Med udgangspunkt i praktiske eksempler vil Morten Vium fortælle om, hvordan du slår igennem på de sociale medier. Du får undervejs i foredraget inspiration til at lægge din egen strategi for din professionelle tilstedeværelse på de sociale medier, så du bliver mere synlig og bedre til at skabe relationer online.

Foredraget foregår i Randers og holdes samtidig som webinar på nettet. Her kan du deltage hjemmefra via din computer, tablet eller smartphone.

Tilmelding, tid og sted i Randers
I Randers foregår arrangementet i iværksætterhuset WorkInn, Engboulevarden 30, 8960 Randers SØ onsdag den 4. september.

Klokken 17.00 går Morten Vium i gang med sit foredrag. Efterfølgende vil der være en let aftensmad, hvorefter der er mulighed for sparring indtil klokken 20.00.
Arrangementet er gratis for dig, som er kunde, og en ven.

Tilmelding til arrangementet i Randers sker på mail til simon@workinn.dk.

Tilmelding, tid og sted til webinar
Ønsker du at deltage online på webinaret, så sker det fra klokken 17.00 til 18.00.
Arrangementet er gratis for dig, som er kunde.

Tilmelding til webinaret foregår på mail til info@krifaerhverv.dk.

Om Morten Vium
Morten Vium arbejder til dagligt i sit eget konsulentfirma, hvor han inspirerer og uddanner folk til at udnytte mulighederne på internettet til at skabe resultater i deres professionelle liv.

Hasse Hagsten, erhvervscehf, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…

Månedsbetaling er nu en mulighed

Som kunde i Krifa Erhverv har du altid betalt kontingentet kvartalsvis. Nu kan du også vælge månedsbetaling

Vi tilbyder nu også en mulighed for at betale kontingent månedsvis, dog mod et administrationsgebyr på kr. 15,- pr måned. Administrationsgebyret bliver automatisk opkrævet sammen med kontingentet.

A-kasse kontingentet er pr kvartal kr. 1.380,-, hvilket svarer til kr. 460,- pr måned.
Hvis du ønsker at betale månedsvis, bliver kontingent altså kr. 460,- + kr. 15,- = kr. 475,- pr måned. Derudover betaler du måske også efterlønsbidrag.

Ønsker du fremover at betale kontingentet månedsvis, skal du bare kontakte os.

Niels Henrik Kjær Lassen, A-kassekonsulent, Krifa Erhverv


Skriv kommentar » Læs mere…

21. august 2014

Tag til Skagen med rabat

Trænger du til mere ferie efter sommerferien, så har du som kunde i Krifa Erhverv mulighed for at leje dig ind i Krifas lejligheder i Skagen med en god rabat

Hold ferie i en af vores lyse, lækre og nyopførte ferielejligheder på toppen af Danmark. Som kunde hos Krifa Erhverv sparer du 25 % på prisen.

Lejlighederne ligger attraktivt ved Skagens charmerende havn og kun få skridt fra gågaden, caféer og restauranter. Lejlighederne findes i flere størrelser og er indrettet med alt det, du har brug for til din ferie.

Book i dag
Nyd den unikke stemning i Skagen. Book din lejlighed i dag på skagenhavnlejligheder.dk. Her finder du de aktuelle priser og mere info om lejlighederne.

Weekendophold, konferencer og møder med rabat
Som kunde hos Krifa Erhverv har du også mulighed for at leje dig ind hos vores hotel- og konferencecenter Trinity. Her kan du få 10 % rabat på lejeprisen.

Trinity ligger smukt ud til Lillebælt. Her tilbydes lokaler og overnatning til kurser og konferencer med firmaet, men også ferie- og weekendophold med familien.

Du opnår rabatten hos Trinity ved at kontakte dem på telefon 8227 1717. Husk at oplyse rabatkoden: Krifa Erhverv

Læs mere om Trinity og dine muligheder her

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…

Iværksætternetværk på Facebook


Vi er blevet opmærksom på en Facebookgruppe, der os bekendt er Danmarks største gruppe for iværksættere på Facebook - både med hensyn til aktiviteter og antal medlemmer.

Facebookgruppen hedder Iværksætter Netværk og er åben for alle med interesse for iværksætteri og forretningsdrift. Gruppen giver gode muligheder for videndeling og networking.

Nye virksomheder bliver præsenteret, og i form af spørgsmål-svar mellem deltagerne er der meget viden og inspiration at hente om alt muligt lige fra idefasen over opstart til effektiv drift.

Mange emner og vinkler
Iværksætter Netværk består af mange forskellige virksomheder og personer. Så emner og spørgsmål bliver belyst fra mange forskellige vinkler. Men fælles er interessen for iværksætteri.

Et univers af gode råd, tips og tricks
Som medlem af Iværksætter Netværk bliver du en del af en samlet platform om iværksætteri og entrepreneurskab. Du får adgang til et univers af gode råd, tips og tricks, og du kan få inspiration fra andre og udvide din horisont ved at læse om andre virksomheder.

Vokser med rekordfart
Iværksætter Netværk oplyser, at de vokser med rekordfart. De får dagligt nye medlemmer, en øget aktivitet og et stigende netværkssamarbejde. Der er lige nu over 7.000 medlemmer i gruppen, og på ét år stilles der 6.000 spørgsmål, som der er mellem 40.000 og 60.000 svar til.

Her er link til Facebookgruppen Iværksætter Netværk.


Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv
2 kommentarer » Læs mere…

Nye regler om fortrydelsesret ved salg fra webshop

Den 13. juni 2014 trådte den nye forbrugeraftalelov i kraft. Det betyder, at reglerne er ændret for dig, som driver webshop. Her beskriver vores samarbejdspartner advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund ændringerne

De nye regler handler om fortrydelsesret, og særligt i hvilket omfang man som sælger har pligt til at oplyse køber om fortrydelsesretten.

Fortrydelsesretten
En af de væsentligste ændringer af fortrydelsesretten er, at køberen efter den nye lov ikke mister sin fortrydelsesret ved at tage varen i brug. Dog skal køberen givet besked inden 14 dage fra leveringen. Ved salg af tjenesteydelser regnes fristen fra købsaftalens indgåelse.

Hvis køber har taget den solgte genstand i brug, kan sælger dog fratrække et rimeligt beløb svarende til den forringelse af varens værdi, som brugen har medført.

Oplysningspligt og fortrydelsesret
Reglerne om oplysningspligt går ud på, at man i forbindelse med salget klart oplyser den samlede pris inklusive alt, specificerer varen og oplyser om eftersalgsservice, garantier etc.

Køberens fortrydelsesret er også omfattet af reglerne om oplysningspligt.

Køberen skal derfor, inden købsaftalen indgås, oplyses klart og specificeret om køberens fortrydelsesret efter loven herunder betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende.

Endvidere skal køberen, inden købsaftalen indgås, oplyses om en standardfortrydelsesformular, som køberen kan udfylde og sende til sælgeren, hvis købet fortrydes.

Køberen skal inden leveringen af varen modtage en bekræftelse af aftalen, oplysninger om fortrydelsesretten og et eksemplar af standardfortrydelsesformularen. Alle tre ting skal køberen have på et ”varigt medium”.

Køberen skal altså modtage de beskrevne oplysninger omkring fortrydelsesretten to gange. Dels inden aftalens indgåelse, og dels på et ”varigt medium” efter aftalens indgåelse.

Et ”varigt medium” betyder, at køberen skal have oplysningerne, så køberen uden videre kan gemme oplysningerne. Det sker for, at oplysningerne ikke efterfølgende kan ændres af sælgeren.

Konsekvensen af ikke at oplyse korrekt om fortrydelsesretten
Hvis man som sælger ikke sørger for at oplyse korrekt om fortrydelsesretten, kan køberen fortryde købet i op til et år og to uger efter leveringen af varen.

Dertil kommer, at man som sælger, såfremt køber fortryder købet inden den nævnte et år + to ugers frist, skal returnere købesummen uden fradrag af nogen art. Det sker, uanset om varen har været brugt af køberen.

Konsekvenserne af ikke at opfylde reglerne er ganske store. Derfor bør du give dine salgs- og leveringsbetingelser + aftaleindgåelsesprocedurer et servicetjek.

Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os på tlf. 7227 7800 og gøre brug af vores Juridiske Hotline, som er gratis for dig som kunde. Vi vil herefter sætte dig i kontakt med vores samarbejdspartner, advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund. Spørg efter advokat Søren Hedegaard Frederiksen. Han er specialiseret i de nye regler.

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…