22. april 2014

Danske iværksætter-spirer blomstrer frem


Der er færre, som må lukke deres virksomhed og flere potentielle iværksættere end i lang tid, erfarer vi.

Derfor har vi måttet hyre mere mandskab ind til virksomhedsrådgivning, fordi danskere med ideen om egen virksomhed banker på i stor stil. På et år er der gennemført over 950 rådgivningssamtaler med mennesker, der går med ambitionen om at starte egen virksomhed.

Flere søger rådgivning
I snit kontakter fire potentielle iværksættere os om dagen og beder om rådgivning. Vi lagde ud med én virksomhedsrådgiver, men nu har vi måttet hyre ekstra ind for at nå til bunds i bunken af henvendelser.

Interesse for iværksætteri
Siden vi i august opstartede et åbent tilgængeligt online webinar-forløb for mennesker med iværksættertrang, har 435 gennemført webinaret, og interessen fortsætter uændret.
Der eksisterer et behov for helt grundlæggende vejledning i iværksætteri. Det er forretningsplaner, tanker om salg, skat og moms. Alle de overvejelser, store og små, som folk med en virksomhedsdrøm går og har, og som de søger svar på, før de kaster sig ud i det.

Færre ophørssager
Vi gennemgår det hele helt fra bunden af, og den slags vejledning er der en klar efterspørgsel på. De sidste nye tal på antal ophørssager i Krifa Erhverv viser, at i 1. kvartal 2014 satte kun ca. 400 selvstændige ophørs-skiltet på døren. For to år siden var det tilfældet for ca. 600 selvstændige.

Det er forår, og vi er ved at være fri af fortiden og krisen. Det er bestemt gode tegn, vi ser spire frem nu.

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.