14. oktober 2013

Bliv en god sælger

Salg er et håndværk, der kan læres - og skal læres. For salg er grundlaget for, at din virksomhed giver overskud, så der er løn til dig selv og mulighed for at udvikle din virksomhed.

Du kan blive en god sælger ved at dele salgsprocessen op i fire faser.
Så kan du fokusere på det, du skal i de enkelte faser. Det giver systematik i dit salgsarbejde.




Forberedelse af salg
Den første fase er forberedelse af salget. Her kan dine opgaver være:
  • Finde ud af, hvem der er dine kunder
  • Researche på dine kunders ønsker, behov mv.
  • Overveje alternative kundegrupper
  • Analysere på dine muligheder og problemer i markedet, evt. konkurrenter
  • Lave præsentationsmateriale, måske både på papir og i powerpoint
  • Udarbejde brochurer og salgsmateriale
  • Gøre hjemmesiden sælgende.
Åbning af salget
Den anden fase er åbning af salget. Det er en udadvendt og opsøgende fase, hvor du skal "åbne døre" og få kontakt med kunder. I denne fase kan dine opgaver være:
  • Tage personlig kontakt til kunder
  • Sende og maile salgsmateriale og brochurer
  • Annoncere
  • Aktivere dit netværk
  • Netværke og gøre dig synlig, fx ved at deltage i konferencer.
Afslutning af salget
Den tredje fase er afslutning af salget. Det er i denne fase, et salg skal forhandles i hus. Her kan dine opgaver være:
  • At bruge dine salgsargumenter målrettet
  • Komme i reelle forhandlinger med kunden
  • Give konkrete tilbud
  • Få en salgsaftale eller ordrebekræftelse.

Vedligeholdelse af salget
Den fjerde fase er vedligeholdelse af salget. I denne fase drejer det sig ikke om at få nye kunder, men om at fastholde og udbygge din relation til de kunder, du allerede har. Det handler om at give kundepleje, som kan resultere i mersalg og gensalg.
I denne fase kan dine opgaver være:
  • At give dine kunder mulighed for at evaluere et salg
  • Give nyttige informationer, måske i form af nyhedsbreve
  • Tilbyde nye services og produkter
  • Foreslå langsigtede samarbejdsaftaler.

Steen Petersen, virksomhedsrådgiver, Krifa Erhverv

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.