23. oktober 2013

Det gode lederskab

Relationer har stor betydning for alle mennesker. Når du ansætter din første medarbejder, vokser dit ansvar.

Det er almindeligt kendt, at mangel på menneskelighed på arbejdspladsen giver et dårligt arbejdsklima. Det er mindre kendt, at for meget privatliv og venskab kan resultere i det samme. Det kan gå ud over produktiviteten og i sidste ende skade de mennesker, der ellers vil det godt for hinanden.

Menneskelig uden at være for privat
En leder, der er for privat med sine ansatte, risikerer at miste sin handlekraft. I grimme tilfælde bliver det brugt mod den ansatte og får karakter af ”snagen” og ”dyneløfteri”. Det er helt uacceptabelt og magtmisbrug.

Tillid er afgørende
Det gode lederskab bygger på tillid mellem leder og ansat - og en gensidig anerkendelse af hinandens opgaver og beføjelser. Det er grundlaget for at træffe vigtige beslutninger i virksomheden. Også de svære - for eksempel fyringer.
I mange små virksomheder er det naturligt, at de første ansættelser er venner eller gode bekendte. De fleste gange går det godt, men det kræver en særlig opmærksomhed fra lederen.

Denne artikel om lederskab har vi fået skrevet af Kristelig Arbejdsgiverforening, som er en af vores eksterne samarbejdspartnere.

Læs mere
I artiklen ”Når en ansat får en vens privilegier”
Om vores Juridisk Hotline - Personalejura
Om vores Juridisk Hotline - HR og ledelse

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…

15. oktober 2013

Lovpligtig Digital Postkasse

Inden 1. november 2013 skal alle virksomheder med et cvr-nr. have oprettet en digital postkasse.

Den digitale postkasse skal sikre en sikker kommunikation mellem virksomheden og det offentlige.

NemID er første skridt
For at oprette den digitale postkasse skal du enten have en "NemID medarbejdersignatur" eller en "Digital Signatur medarbejdersignatur".
Den første i virksomheden, der får en "medarbejdersignatur", er automatisk administratoren. Du kan læse mere om administratorrollen her: NemID administrator.

1. november er fristen
Hvis ikke du får oprettet den digitale postkasse inden 1. november 2013, bliver der automatisk oprettet en for dig. Du skal så selv skaffe dig adgang til den. Det er virksomhedens NemID-administrator, som kan få adgang til den auto-oprettede postkasse.

Få hjælp
Virk.dk kan du læse mere om at oprette en  digital postkasse, og om, hvorfor det er nødvendigt at oprette den. Dér kan du også finde svar på tekniske spørgsmål om oprettelsen.


Niels Henrik Kjær Lassen, a-kassekonsulent, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…

14. oktober 2013

Bliv en god sælger

Salg er et håndværk, der kan læres - og skal læres. For salg er grundlaget for, at din virksomhed giver overskud, så der er løn til dig selv og mulighed for at udvikle din virksomhed.

Du kan blive en god sælger ved at dele salgsprocessen op i fire faser.
Så kan du fokusere på det, du skal i de enkelte faser. Det giver systematik i dit salgsarbejde.




Forberedelse af salg
Den første fase er forberedelse af salget. Her kan dine opgaver være:
  • Finde ud af, hvem der er dine kunder
  • Researche på dine kunders ønsker, behov mv.
  • Overveje alternative kundegrupper
  • Analysere på dine muligheder og problemer i markedet, evt. konkurrenter
  • Lave præsentationsmateriale, måske både på papir og i powerpoint
  • Udarbejde brochurer og salgsmateriale
  • Gøre hjemmesiden sælgende.
Åbning af salget
Den anden fase er åbning af salget. Det er en udadvendt og opsøgende fase, hvor du skal "åbne døre" og få kontakt med kunder. I denne fase kan dine opgaver være:
  • Tage personlig kontakt til kunder
  • Sende og maile salgsmateriale og brochurer
  • Annoncere
  • Aktivere dit netværk
  • Netværke og gøre dig synlig, fx ved at deltage i konferencer.
Afslutning af salget
Den tredje fase er afslutning af salget. Det er i denne fase, et salg skal forhandles i hus. Her kan dine opgaver være:
  • At bruge dine salgsargumenter målrettet
  • Komme i reelle forhandlinger med kunden
  • Give konkrete tilbud
  • Få en salgsaftale eller ordrebekræftelse.

Vedligeholdelse af salget
Den fjerde fase er vedligeholdelse af salget. I denne fase drejer det sig ikke om at få nye kunder, men om at fastholde og udbygge din relation til de kunder, du allerede har. Det handler om at give kundepleje, som kan resultere i mersalg og gensalg.
I denne fase kan dine opgaver være:
  • At give dine kunder mulighed for at evaluere et salg
  • Give nyttige informationer, måske i form af nyhedsbreve
  • Tilbyde nye services og produkter
  • Foreslå langsigtede samarbejdsaftaler.

Steen Petersen, virksomhedsrådgiver, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…

1. oktober 2013

LinkedIn - stærkt til netværk

Hvad er LinkedIn, og hvorfor skal man bruge det? LinkedIn er et vigtigt arbejdsredskab, når man som selvstændig ønsker at pleje og udvikle sit netværk.

Facebook er stærkest, når det gælder dialog med venner, gamle klassekammerater og lignende. Men når det gælder dit professionelle virke og netværk, er LinkedIn bedst.

Kontakter og dialog
Du kan se dine kontakters kontakter og dermed bruge din kontakt til at komme i dialog med en interessant virksomhed eller person.

Kommer øverst i søgninger
Hvis du har en profil på LinkedIn, så vil en søgning på Google på dit navn eller virksomhed ofte betyde, at din profil på LinkedIn kommer øverst i søgeresultatet. Du er derfor med en LinkedIn-profil med til at styre, hvad man skal læse om dig og din virksomhed.

Mødeforberedelse
Du kan bruge LinkedIn som forberedelse til et møde eller kontakt til en mulig kunde eller samarbejdspartner. LinkedIn har over 225 millioner brugere verden over.

Sådan opretter du en profil
Du kan lynhurtigt oprette en profil på LinkedIn på http://dk.linkedin.com/ Du skal blot oplyse navn, mailadresse og password, og så er du på.
Det vil dog være optimalt, hvis du skriver lidt mere om dig selv i din profil og efterfølgende arbejder med at få styr på dine forbindelser, dvs. dem, du laver forretninger med eller kender.

Krifa Erhvervs gruppe på LinkedIn
Vi har en gruppe på LinkedIn, som vi kalder net-I-værk Krifa Erhverv. Der er tale om en gruppe, hvor alle interesserede kan deltage i debatter, reklamere osv.
Til gruppen er der en undergruppe til hver af de fem netværksgrupper i vores net-I-værk. Undergrupperne er forbeholdt deltagerne i netværksgrupperne. net-I-værk er gratis for kunder i Krifa Erhverv. Se evt. mere på vores hjemmeside.

Brugen af LinkedIn er er for nogle en ny ting, mens det for andre er en fast del af livet som selvstændig. Har du gode erfaringer med brugen af LinkedIn, så del det meget gerne med andre her på bloggen.

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…