22. marts 2012

Få mere trafik på din hjemmeside via Google

Som selvstændig er en af vores vigtigste marketingplatforme vores hjemmeside. Det er derfor vigtigt, at vores kunder finder vores hjemmeside, og at mødet med hjemmesiden i sidste ende resulterer i salg. Vi har bedt en af vores tidligere phonere Gün Üret om at fortælle om Google optimering. Beskrivelsen er lidt lang, men vi tænker, den er relevant.

Få mere trafik fra Google
Den organiske trafik fra søgeresultaterne er essentiel, hvis din hjemmeside skal klare sig godt mod konkurrenternes. Dels er de besøgende, i modsætning til Google Adwords, gratis, men hvad der er vigtigere, er de relevante, og de har aktivt søgt efter et produkt, du forhandler.

Det kræver dog en indsats at komme i toppen af søgeresultaterne. Søgeordsoptimering er en kontinuerlig proces, hvor der er op imod 200 parametre, du kan justere på. Jo flere parametre du har optimeret, desto højere vil din side rangere på dine søgeord. Jeg vil her forsøge at redegøre for nogle af de vigtigste grundprincipper bag søgeordsoptimeringen.

Duplikeret indhold
Al tekst på din hjemmeside skal være unik. Søgemaskinerne lever af at præsentere de mest relevante søgeresultater for deres besøgende, og det er derfor ikke hensigtsmæssigt, hvis det samme resultat dukker op mere end én gang på en given søgning. Hvis en side med højere autoritet end din, har den samme tekst liggende, så er det meget sandsynligt, at din side vil blive fjernet fra søgemaskinernes indeks. En af de største faldgruber er produktbeskrivelser fra leverandøren, der ukritisk bliver sat ind på de forskellige produktsider. Beskrivelserne findes typisk både på leverandørens egen hjemmeside og på andre kunders. Sørg derfor altid for at skrive dine egne tekster - dette giver dig en stor fordel over for konkurrenter, der ikke gør det.

Duplikeret indhold kan også opstå, selvom alle dine tekster er unikke. Dette sker hvis din hjemmesides teknik driller. Kan du tilgå siden med både www og uden www? Dette ser søgemaskinerne som to selvstændige domæner og din sides værdi devalueres. Bed din webmand om at lave en 301-viderestilling fra den ene side til den anden. En 301-viderestilling fortæller søgemaskinerne, at siden permanent er blevet flyttet, og de besøgende viderestilles automatisk til den korrekte side.

Indgående links
I arbejdet med at søgeordsoptimere din side er indgående links stadig en af de vigtigste faktorer. Som hovedregel skal du forsøge at få alle de links, du kan. Når det så er sagt, så er der links, der giver mere værdi end andre. Et link fra en relevant side med den korrekte ankertekst, er langt mere værd, end en tilfældig blogkommentar omhandlende noget, der ligger fjernt fra din branche. Ankerteksten på et link, er de ord, der linker videre. Ofte er det ord som "klik her" eller "køb produktet her", men dette fortæller søgemaskinerne intet om, hvor linket fører hen. Det er derfor bedre at bruge sigende ankertekster som f.eks. "havemøbler i træ" eller "havestol i hvid teak".

Sørg for at have en bred diversitet i dit linkbyggearbejde. Få links fra leverandørers og kunders sider, vær aktiv på foraer og link ud fra din signatur, kommenter på relevante blogindlæg og skriv gæsteindlæg på eksterne sider med et link tilbage til din egen. Linkbygge er et af de vigtigste enkeltstående elementer for at få gode placeringer i søgemaskinerne.

Sidetitler og metabeskrivelser
Dine sidetitler skal være unikke og afspejle indholdet på undersiden. Sidetitlen er de ord, der står i toppen af browseren. Denne fortæller søgemaskiner, hvad den pågældende underside handler om og hjælper til, med at få siden indekseret korrekt. Hvis din hjemmeside omhandler havemøbler, vil en beskrivende aidetitel for et havemøbelsæt i teaktræ f.eks. være:

Havemøbelsæt i lakeret teaktræ | (BRANDNAVN)

Denne sidetitel er kort og præcis. Den inkluderer brand-/produktnavnet, så folk der søger efter dette, ikke er i tvivl om, at det findes her. Sidetitlen vises også i søgeresultaterne, når din side dukker op:

De to linier nedenunder sidetitlen er metabeskrivelsen. Denne har som sådan ikke indflydelse på dine placeringer, men derimod på din CTR (click through rate). Jo mere præcis og opfordrende din metabeskrivelse er, desto flere vil også klikke på dit link og blive ført til din side.

Husk at udfylde metabeskrivelser og sidetitler til alle dine undersider. Sidetitlen bør højst bestå af 70 tegn (inkl. mellemrum) og metabeskrivelsen bør holdes inden for 154 tegn. Alt efter dette vil ikke blive vist i søgeresultaterne.

Fakta om Gün Üret
Gün Üret, konsulent indenfor online markedsføring, brugervenligt design og konverteringsoptimering. Få gratis gode råd og tips til at forbedre din hjemmeside. Bliv klogere i vores WIKI over online markedsføringsbegreber.

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv
14 kommentarer » Læs mere…

21. marts 2012

Driv ”grænseoverskridende” virksomhed i Sverige

Drift af selvstændig virksomhed inden for EØS-området er et oplagt potientale for selvstændige erhvervsdrivende.

Som eksempel har den svenske regering siden juli 2009 skabt en markant stigning i efterspørgsel af både hjemmeservice- og håndværkerydelser med iværksættelsen af både hjemmeservice- og boligforbedringsordninger, de såkaldte ROT- og RUT-avdraget.
Ordningerne går ud på, at der gives fradrag efter de gældende svenske regler for at få udført opgaver inden for såvel hjemmeservice som ved forbedringer af den private bolig.

På disse hjemmesider har du mulighed for at læse mere om den svenske ordning:

RUT- och ROT-arbete
Exempel på hushållsarbete
Skattereduktion för husarbete

På grund af arbejdskraftens fri bevægelighed i EU vil det være en oplagt mulighed, også for små og mellemstore danske virksomheder, at overveje at give sig i kast med deltagelse i den svenske boligforbedrings boom og hjemmeserviceordning.

Tag en snak med SKAT om, hvordan du forholder dig ved drift af selvstændig virksomhed i et andet EØS-land, f.eks. i Sverige.

Skulle du støde på problemer i forbindelse med dit ønske om drift af selvstændig virksomhed i Sverige, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du har også mulighed for at gøre brug af en gratis facilitet, som EU-Kommissionen har stillet til rådighed for hvert enkelt lands EU-borgere omkring spørgsmål om det indre marked og varernes og arbejdskraftens fri bevægelighed inden for EU grænser.

Læs her:
Europakommissionen - SOLVIT 
National SOLVIT centres

Øvrige nyttige links:
Servicedirektivet gør det lettere for dig at drive virksomhed
Kvikskranker

A-kassemedlemskab og udland
Hovedreglen er, at du ved drift af selvstændig virksomhed i et andet EU-land skal være a-kasseforsikret i beskæftigelseslandet. Men der er undtagelser, f.eks. hvis du ikke forventer at drive selvstændig virksomhed i over 24 måneder i et andet EU land. I så fald har du mulighed for at bevare dit a-kasse-medlemskab hos os.

Du er velkommen til at ringe til os på 7227 7800, hvis du har spørgsmål.

Flemming Østergaard, specialkonsulent, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…

16. marts 2012

Trinity Hotel & Konference Center

Krifa Erhverv har forhandlet et fordelagtigt tilbud med Trinity Hotel & Konference Center: Som kunde hos os får du 10 procents rabat ved booking af møder og konferencer. Du kan også tage på privat weekendophold til fordelagtig pris. Trinity er 100 procent ejet af Krifa.

Konference og møder
Har du som virksomhedsejer eller måske bestyrelsesmedlem behov for lokaler til møder eller konferencer? Hvad med at placere næste møde på Trinity, som er placeret i smukke naturomgivelser lige ned til Lillebælt? Som kunde i Krifa Erhverv får du 10 procent i rabat på listeprisen. Du skal blot ved kontakt henvise til aftalen med Krifa Erhverv.

Weekendophold
Har du travlt i din virksomhed og oplever behovet for at hive stikket ud og slappe af? Hvad med et weekendophold med ægtefælle på Trinity? Det er ren forkælelse. Du vil opleve værelser, som er smagfuldt indrettet med udsigt til Lillebælt og den gamle Lillebæltsbro. Trinity er kendt for sit gode køkken. Læs mere i denne brochure.

Kontaktoplysninger
Du kontakter Trinity på telefon 8227 1717. Husk at oplyse rabatkoden: Krifa Erhverv.

Fakta om Trinity
Jeg oplever Trinity som et helt fantastisk sted. Det er derfor fuldt fortjent, at Trinity af analyseinstituttet Voxmeter/IFKA er placeret i top 3 med hensyn til "bedste omdømme" blandt konferencecentre i Danmark. Både den private sektor og den offentlige sektor har placeret Trinity i top 3. Denne placering har Trinity haft år efter år.

Trinity udmærker sig ligeledes ved at være første møde- og konferencested i Danmark med et nøglehulsmærke. Den udmærkelse har Trinity fået, fordi gæsterne tilbydes sund og nærende mad baseret på Fødevarestyrelsens kostråd.

I øvrigt er Trinity placeret på en meget flot 18. plads i kåringen af Danmarks Bedste Arbejdsplads - GPW - Great Place to Work.

Hasse Hagsteen, erhvervschef, Krifa Erhverv

3 kommentarer » Læs mere…

Digital Signatur

Som selvstændig erhvervsdrivende er der flere situationer, hvor du skal kommunikere med det offentlige. I de fleste tilfælde skal det ske elektronisk. Du har derfor brug for Digital Signatur.

Som privatperson er du vant til at bruge NemID. I forhold til din bank har du måske også en NemID for din virksomhed.

Når du derimod skal kommunikere med det offentlige, kan du ikke anvende NemID, men skal i stedet have en Digital Signatur.

Digital Signatur kan tilpasses, så den dækker flere behov i virksomheden. De fleste behov kan dog dækkes af det, der kaldes "Medarbejdersignatur". Den er gratis at bruge, og du kan have den på op til 10 medarbejdere i virksomheden.

Du kan læse mere om, hvad du kan bruge Digital Signatur til på DanID.dk, hvor du også kan bestille den.


Niels Henrik Kjær Lassen, a-kasse konsulent, Krifa Erhverv
Skriv kommentar » Læs mere…