5. januar 2012

Risikerer du en blokade af din virksomhed?

På det seneste har der været flere eksempler på, at LO-fagforeninger varsler blokade af virksomheder, der ikke har overenskomst med dem.
Om dette alene har været en optakt til de netop indledte overenskomst forhandlinger eller en direkte overenskomstkampagne, ved vi ikke.
Men faktum er, at det også kan komme til at berøre dig og din virksomhed.


Udgangspunktet er, at enhver faglig organisation frit kan kæmpe for at få overenskomst med en virksomhed.

En kamp for overenskomsten med blokade iværksættes ofte med følgende midler:
  • Lønmodtagere, som er organiseret i den kæmpende organisation, bliver bedt om at nedlægge arbejdet (at strejke)
  • Leverandører til virksomheden bliver bedt om at stoppe leverancerne.
Hvis ikke disse skridt fører til et resultat, kan konflikten optrappes på forskellige måder.

Som a-kasse kan vi ikke hjælpe dig i en konflikt. Vi vil i stedet henvise dig til Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) på 82 132 132 eller via deres hjemmeside.

Med et medlemsskab i KA har du mulighed for at blive omfattet af en overenskomst. Selvom et medlemskab af KA ikke i sig selv sikrer dig imod en konflikt, vil det stille dig stærkere, og du har en organisation i ryggen, der kan hjælpe og vejlede dig.

Som kunde i Krifa Erhverv får du rabat på et medlemskab af KA. Læs om deres tilbud til dig her: Tilbud fra KA

Har du oplevet en blokade af din virksomhed, eller har du været tvunget til at indgå en overenskomst, håber vi, du vil dele dine oplevelser med os her på bloggen.

Du kan også læse om en helt aktuel blokade, som er udtryk for en dobbeltmoralsk magtdemonstration.

Niels Henrik Kjær Lassen, a-kassekonsulent, Krifa Erhverv

4 kommentarer:

27. april 2012 kl. 08.46 Anonym

Jeg har i mange år syntes at når fagforeninger, prøver at bekæmpe andre fagforeninger/arbejdsløsekasser mm, som jo hjælper arbejderne, så er det jo arbejder der slås imod hinanden, og det er da meget hul i hovedet efter min mening. mvh.Allan

27. april 2012 kl. 13.10 Claes Munk

Er ret harm overfor denne praksis, som 3F i særlig grad reklamerer med.
Jeg har ikke undersøgt det, men er der taget nogen initiativer for at støtte de berørte virksomheder? Evt. at 'relkamere' for disse virksomheder - hvilket kunne gøre at man kunne besøge den restaurant der var tale om.

Synes jo at det er absurd at en virksomhed der ligefrem sørger for at dække sine ansatte med en overenskomst bliver generet af en fagforening, bare fordi det ikke er hos dem...

30. april 2012 kl. 15.50 Hasse Hagsteen

I Krifa Erhverv gør vi ikke noget i forhold til de berørte virksomheder. Samarbejdsaftale med Kristelig Arbejdsgiverforening betyder, at de tager sig af dette. Jeg ved dog ikke, hvad de konkret gør, ud over at de dtaler sig i den pressedækning, der er.

Flere politiker (blå blok) har været på besøg for at vise deres sympati med stedet.

28. august 2012 kl. 09.27 Nick Johansen

Jeg er indehaver af en virksomhed, som har været under afvikling de seneste 2 år. Virksomheden har ingen drift udelukkende et varelager, der skal afhændes. Virksomheden har ingen ansatte og har aldrig haft det.

For 14 dage siden modtog jeg pr. post en skrivelse fra 3F vedr. en tiltrædelsesoverenskomst, hvilket jeg naturligvis var noget forundret over. Selvsamme skrivelse modtog jeg ligeledes som rekommanderet post. I skrivelse blev der oplyst, at jeg indenfor 7 dage skulle aftale tid til en overenskomstforhandling.

Jeg valgte at ignorere dette, idet jeg absolut ikke kunne se nogen som helst fornuft i denne henvendelse.

I dag har jeg så modtaget endnu en rekommanderet skrivelse fra 3F. Denne skrivelse er en konfliktvarsel lyden på, at har jeg ikke indledt en forhandling inden 7 dage, vil min virksomhed blive blokeret.

Virksomheden har adresse på min privat adresse - så det bliver da spændende at se, om min private indkørsel indenfor de nærmeste dage vil være fyldt med blokadevagter :)

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.