2. september 2011

Du må sætte dit X som du vil

Kristelig Fagbevægelse er ikke en blanding af fagbevægelse og politisk parti. Hos os bestemmer du derfor selv, hvem du vil stemme på. Vi støtter ikke nogen politiske partier, og vi bruger ikke penge på at reklamere for bestemte politiske partier.

Kristelig Fagbevægelse arbejder med politik i alle farver. Vi tænker ikke blåt-rødt og støtter ikke nogen politiske partier. Her i valgkampen kommer Kristelig Fagbevægelse heller ikke til at køre kampagner for at lægge pres på vores kunder eller andre om at stemme på bestemte politiske partier. Og ingen af de kontingentkroner, vores kunder betaler til os, bliver brugt til partistøtte eller reklame for bestemte partier.

Politiske, men ikke partipolitiske
Det betyder ikke, at vi ikke er politiske, men vi er ikke partipolitiske, og vi er aktive med at påvirke politikere til at føre en politik, som vi mener er den bedste for vores kunder og danske lønmodtagere.
Vores politiske arbejde består bl.a. i at have møder med politikere på Christiansborg for at argumentere for vores politiske holdninger. Desuden sender ministerierne os alle lovforslag om arbejdsmarkedet til høring for at få vores mening, inden de nye lovforslag bliver lagt frem i Folketinget.

Politiske resultater
Som fast høringspart sætter vi løbende aftryk på lovgivningen. Når vi snakker med politikere om vores ideer, oplever vi, at der bliver lyttet til os fra både venstre og højre side af folketingssalen – og fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Vi var blandt de a-kasser, der kom med flest forslag, da hun spurgte efter ideer til enklere regler for ledige, og vi kunne genkende flere af vores ideer i hendes endelige forslag.

Senest har vi haft afgørende indflydelse på ændring af reglerne for ægtefællers udtræden af virksomheden - læs vores indlæg om dette her på bloggen.

Indflydelse uden partistøtte
Vi oplever, at vi har valgt den rigtige politiske strategi. Vi har en bred politisk kontaktflade og mange muligheder for indflydelse ved ikke at binde os til et eller få partier. Og vi viser vores kunder respekt ved ikke at tvinge dem til at støtte bestemte politiske partier. Hos os bestemmer du selv.

Søren Fibiger Olesen, landsformand, Kristelig Fagbevægelse

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.