4. januar 2011

NemID – og hva’ så?


Der har været talt og skrevet meget om NemID på det seneste. Ikke alt har været lige positivt, og meget har måske også været en smule forvirrende.


NemID er den nye form for digital signatur, der blev lanceret 1. juli sidste år. NemID har til formål at gøre det endnu nemmere for borgere, virksomheder og myndigheder at færdes sikkert på nettet.


Set fra et brugersynspunkt er fordelene ved NemID bl.a. at du kan bruge samme digitale signatur til rigtig mange ting – og du kan gøre det fra enhver computer med internetadgang. Alt det kan du læse meget mere om på http://www.nemid.nu/.


Selv om NemID har fået en lidt ublid medfart i den første levetid, er der ingen tvivl om at NemID i kraft af den massive opbakning fra banker, offentlige instanser og erhvervsliv er fremtidens digitale signatur.


Hvad gør bankerne og det offentlige?

Hvis du bruger netbank, har dit pengeinstitut sikkert allerede informeret dig om NemID. Alle danske banker skiftede fra det gamle Net-ID til NemID senest 31. december 2010. Offentlige hjemmesider som http://www.borger.dk/ og http://www.skat.dk/ var allerede fra NemID-lanceringen 1. juli parat til login med NemID.

Det forventedes at ca. 3 millioner danskere ville have NemID ved udgangen af 2010.


Hvad gør Krifa Erhverv?

Krifa Erhverv understøtter brugen af NemID ved login på selvbetjening og login på Erhvervshandlen. Indtil videre virker de andre loginmuligheder (Net-ID, Den Fælles Pinkode og den gamle digitale signatur) stadig, men disse udgår efter planen i løbet af 2011.

Hvad skal jeg gøre?

Krifa Erhverv anbefaler, at du begynder at bruge NemID hurtigst muligt. Hvis du har spørgsmål i relation til NemID er du velkommen til at stille dem her på bloggen.


Jakob Møller og Karsten Degn, Kristelig Fagbevægelse

1 kommentarer:

16. februar 2011 kl. 16.32 Spil

Hej, helt sikkert at NEM ID er vejen frem trods de problemer det lagde ud med. Tror ikke der finde noget mere sikkert end ens eget kodeord + nøglekortet man får udleveret. Skat har bla også lige indført NEM ID både til personskat og erhverv.

Skriv kommentar

Skriv ikke som anonym! Vælg "Navn/webside". Webside er valgfri.